Slaget om Volstrup
Stærke familie konstellationer i Slaget om Volstrup
Familiekonstellationerne var dominerende i præmierækkerne ved lørdagens turnering i Volstrup Golf Klub. Slaget om Volstrup er traditionelt den mest populære turnering hele sæsonen – og selvom deltagerantallet var trecifret (104), så var det faktisk to håndfulde færre end åbningsturneringen tidligere på året. Men spilleformerne i de to turneringer minder også meget om hinanden – og det er nok det, der tiltrækker de mange deltagere. Begge er parturneringer – men hvor Åbningsmatchen var 18 hullers greensome, så er Slaget om Volstrup en skøn blanding af tre spilformer – seks hullers foursome, seks hullers fourball og seks hullers greensome.
Hele ugen har Volstrup Golf Center fejret 19-års fødselsdag med tilbud på blandt andet greenfee og mad i cafeen – og mens en stor del af Danmark har været ramt af skybrud, så har de mange fødselsdagsgæster næsten ikke oplevet regn på Volstrup i fødselsdagsugen – og lørdag blev deltagerne heldigvis også kun ramt af enkelte dryp. I stedet var der lunt og næsten vindstille – og det blev udnyttet til at lave nogle rigtig gode scores.
A-rækken blev vundet af far-datter duoen Jeppe og Eline Ugilt Hansen – med samme antal point (45) som Verner Therkildsen og Tommy Jønsson på andenpladsen – men med et lavere handicap. Far/søn – Nicolai og Emil Zaar Nielsen blev treer med 43 point – samme antal som Mette Toft og Thomas Eisenhardt på 4. pladsen.
I B-rækken vandt Peter Olesen og Lars Christensen med hele 49 point – et flere end ægteparret Rune Bach og Conni Kildsgaard. Far/søn – Heine og Casper Strøm Pedersen blev treer med 47 point, mens Jes Sonnichsen og Anders Busch på fjerdepladsen lavede 46 point.
En skøn turnering sluttede med grillbuffet i cafeen og præmier til top-4 i hver række – og mon ikke Slaget om Volstrup igen næste år afvikles med et trecifret antal deltagere.
Tilmeld vores nyhedsbrev
Vi udsender nyhedsbrev ca hver anden uge omkring aktuelle arrangementer og gode tilbud ifm. golfklubben, restauranten og vores shop. Du kan til enhver tid afmelde dig via et link nederst i alle nyhedsbreve. Når du tilmelder dig, accepterer du vores persondata politik