Åbning af dANSK GOLFMUSEUM
Vi glæder os til åbningsdatoen kommer....
Siden Danmarks Golfmuseum den 31. oktober 2021 lukkede og slukkede efter 25 år på Munkebjerg Hotel ved Vejle, har museets bestyrelse ledt med lys og lygte efter et nyt hjemsted, hvor man kan have både udstilling og depot, allerhelst i forbindelse med en golfklub.
Nu er der endelig godt nyt, idet foreningen Danmarks Golfmuseum har indgået aftale med indehaver Jeppe Ugilt Hansen fra Volstrup Golfcenter om anvendelse af en bygning med et lokale på ca. 100 m2, som hidtil har været anvendt til butikslokale, og som er godt beliggende mellem klubhuset og indendørscentret.
I mellemtiden venter der museets lille frivillige skare nogle store opgaver. Hele museets samling ligger nemlig i mølpose i et lagerhotel ved Stensballegaard i Horsens, og de mange effekter og papirer skal flyttes, pakkes ud, sorteres og registreres, før en egentlig udstilling i Volstrup kan komme på tale.
- Det er dejligt, at der nu kommer fremdrift efter nogle hårde år, men vi er ikke i mål endnu, siger Christian Juel.
- Vi skal ud og søge fondsmidler i størrelsesordenen en halv til en hel million kroner for at kunne gennemføre vores planer, og vi håber at få råd til en mere nutidig udstilling, der fortæller historien om dansk golf fra begyndelsen til i dag med fokus på nogle af de store personligheder i dansk golfs historie, fortsætter Christian Juel.
Hos Danmarks Golfmuseum er man meget glad for, at netop Volstrup Golfcenter vil lægge hus til museet.
- Der er mange ting i gang i Volstrup, bl.a. er en ny driving range i støbeskeen, og vi er glade for, at det er et sted med mange aktiviteter og gæster, også om vinteren på grund af indendørscentret, så vores udstilling kan blive set af så mange som muligt, siger Christian Juel, der også glæder sig over, at Volstrups korte ni hullers sløjfe vil være meget velegnet til spil med hickory-køller og andet gammelt golfudstyr, som museets gæster vil kunne prøve.
Volstrups direktør Jeppe Ugilt Hansen ser også frem til at byde golfmuseet velkommen.
- Vi blev kontaktet for et års tid siden og kunne se mulighederne i at huse golfmuseet som et supplement til vores andre aktiviteter på Volstrup med golf, lystfiskeri og ferieboliger, og da vi havde ledige lokaler af en passende størrelse, kunne vi indgå aftalen med Danmarks Golfmuseum, siger Jeppe Ugilt Hansen.
Tilmeld vores nyhedsbrev
Vi udsender nyhedsbrev ca hver anden uge omkring aktuelle arrangementer og gode tilbud ifm. golfklubben, restauranten og vores shop. Du kan til enhver tid afmelde dig via et link nederst i alle nyhedsbreve. Når du tilmelder dig, accepterer du vores persondata politik