• Årets klubmestre fundet på Volstrup

    08-09-2019

     

    I weekenden blev klubmesterskaberne afviklet på Volstrup Golf Center – og der kom en ny vinder hos herrerne. Bo Vestergaard har godt nok prøvet det flere gange før i andre klubber. Tidligere er han blevet klubmester i Rold og også i Hobro, sidste år var han meget tæt på i Volstrup med en andenplads, og 2019 blev så året, hvor Bo blev klubmester i den tredje klub - og det klarede han ovenikøbet ganske overbevisende.
    Klubmesterskaberne i Volstrup blev afviklet over to dage med 36 hullers slagspil lørdag, hvor de otte bedste mænd og de fire bedste kvinder gik videre til finalerunden søndag. Allerede efter runde et havde Bo lagt sig i front – og der blev han resten af vejen. Han vandt med ni slags forspring ned til Søren Højgård Laustsen og Jonas Petersen på en delt andenplads.
    Hos kvinderne var der heller ikke så meget tvivl om sejren – og her var der ikke tale om nogen ny vinder. Lene Ugilt Hansen vandt sikkert sit niende klubmesterskab foran Mette Toft Kristensen på andenpladsen – og med Linda Plougstrup som treer.

    Samtidig med finalerunden søndag blev der afviklet stableford mesterskaber. 61 deltagere dystede i fire rækker – mænd over 60 og under 60 – og tilsvarende for kvinderne.
    I sidstnævnte kategori var Anne-Mette Eriksen bedst blandt de ”mest erfarne” kvinder, hvor hun vandt foran Birthe H. Nielsen og med Annegrethe Pedersen på tredjepladsen. Hos de yngre kvinder løb Anni Østergaard Bleicken med sejren foran Karen Aarup Iversen og med Marianne Nielsen som treer.
    Kun to deltagere spillede bedre end sit handicap – de vandt hver sin række hos mændene. Gruppen under 60 blev vundet af Jakob Krogh Jensen med 37 point. Lige i hælene på ham var Niels Leth og Mathias Elkjær. Hos de ”lidt mere erfarne” mænd lavede Mogens Nørgaard hele 39 point og snuppede dermed sejren foran Karl Heinz Brügmann og med Mogens Flügel på tredjepladsen.

    Samtidig med præmieoverrækkelsen til klub- og stableford mesterskaberne blev årets hulspils mester også fejret. Turneringen er blevet afviklet som cup-turnering henover sæsonen med start i maj måned. 58 spillere havde meldt sig til – til sidst var to tilbage. John Både Andersen og Kristian Nielsen mødtes i finalen – og her sikrede Kristian sig sejren og blev dermed hulspils mester 2019.