• Beierholm Maraton 2019

    15-07-2019

    De store tals dag på Volstrup

     

    Tre runder, 54 huller, 30 kilometer, 45.000 skridt og et pænt stort antal slag. Det var de tørre tal for bare én af de i alt 38 deltagere i den årlige golf maraton, som blev afviklet på Volstrup Golf Center lørdag den 13. juli fra tidlig morgen til sen aften.

    Allerede lidt i fem var de første mødt frem til en dag, der i korte træk bød på morgenmad, 18 hullers golf, sandwich/snack pause, 18 hullers golf, sandwich/snack pause, 18 hullers golf før deltagerne kunne hvile de lidt ømme fødder ved 20.30 tiden med præmieoverrækkelse og buffet.

    Det lyder måske lidt voldsomt med tre runder på en dag, men tiden går hurtigt. Man spiller med nye mennesker hver runde, og ofte bliver spillet bedre ud på dagen. For de fleste er det faktisk først dagen derpå, at ømheden for alvor kan mærkes. Og stensikkert er det, at man sover RIGTIG godt om natten.

    En af dem, der måske sov ekstra godt, var Tue Vad, der løb med sejren i A-rækken. Her spilles der slagspil, og efter tre runder var Tue fem under par netto med 205 slag. Det var tre slag bedre end Mollerup spilleren Kristjan Rafn Gunnarsson på andenpladsen.

    De modtog begge flotte præmier fra dagens hovedsponsor Beierholm.

    Præmier var der også til de to bedste i B og C rækken. I førstnævnte løb Casper Wilken med sejren med sammenlagt 107 point. Sejren blev hevet i land med en meget overbevisende sidste runde, hvor Casper scorede hele 41 point. Også spilleren på 2. pladsen – Nicki Thougaard Jøhnk kom i 40´erne – og det allerede på første runde, hvor Nicki kunne skrive under på et scorekort, der lød på 46 point! Sammenlagt sluttede han fire point dårligere end Casper.

    I C-rækken nåede kun en enkelt spiller i 40´ere, og det var meget passende ham, der vandt. Carsten Røjkjær Jensen hentede 41 point i anden runde – og med to gange 36 point gav det sammenlagt 113 point. Carsten vandt med en margen på hele 11 point ned til Karin Holt Jensen på andenpladsen.

    Beierholm leverede også præmier til en masse ”nærmest pinden” vindere, og derudover var der også diplom til alle deltagere. Det er ikke hver dag, man får gået og slået så meget på en golfbane, så uanset placering, så var alle vindere efter at have gennemført Beierhold Golfmaraton på Volstrup. Vi glæder os allerede til næste år.