Sankt Hans
26-06-2017

Golf, grill og heksebrænding

 

Der er ingen grund til at ændre på en succes. Derfor var der heller ikke lavet meget om på programmet i forhold til tidligere udgaver, da Volstrup Golf Klub og Golfcenter fejrede Sankt Hans i år.

Først var der golf på menuen, det blev efterfulgt at en stor grillbuffet og sluttet af med skønsang rundt om bålet, da heksen blev sendt til Bloksbjerg.

 

39 spillere var med til første etape – 18 hullers golf med gunstart fra kl. 16. Banen var blevet toptrimmet af greenkeeper staben hele dagen, og de fine forhold kunne ses på scoren hos mange. Hele ni spillere gik bedre end handicap.

B rækken blev vundet af Eline Rønne Ugilt Hansen med 39 point – et enkelt mere end nummer to og tre Elmo Plougstrup og Kristian Kuch-Nielsen. Her snuppede Elmo andenpladsen på grund af en bedre bag-ni end Kristian.

I A-rækken hentede Christian Nielsen hele 40 point og en sikker sejr. Leif LN Nielsen blev toer med 38 point, men Steen Wasehuus havde bedste bag-ni blandt tre spillere med 37 point, og dermed snuppede Steen præmien for tredjepladsen. De seks ovennævnte blev begavet med præmier fra Ellen Kristensen v Gitte Laustsen og Super Brugsen Hobro.

 

Kampen om grill buffeten fik ikke en sejrherre, men heller ikke en taber. Der var nemlig bøffer, pølser og kyllingespyd nok til alle 70 deltagere. Udover det meste af feltet i golfturneringen havde flere andre af klubbens medlemmer samt familier valgt at deltage i etape to. De blev også til etape tre, som igen i år blev afviklet foran søen ved klubhuset. Trods lidt regn tidligere på dagen lykkedes det at få ild i bålet – og helsen blev sendt afsted til Bloksbjerg. Helt ligesom sidste år – og forhåbentlig sker det igen i 2018.