Kvinderne klar til oprykning
31-08-2016

Volstrups kvinder klar til oprykningsspil

 

Den forgangne weekend var en blandet en af slagsen for Golf Team Volstrup. På positiv siden så lykkedes det kvindeholdet at sikre sig en plads i oprykningsspillet. Det skete allerede lørdag på hjemmebane, hvor Ørnehøj blev besejret med 7-2. Pointene blev hentet i foursome af Lene Ugilt og Bente Brøndum, Linda Plougstrup vandt sin tredjesingle, og så gjorde Fie Phørcksen Clausen comeback med en sejr i førstesingle.

Søndag var der skiftet lidt ud i opstillingen, men resultatet blev der ikke ændret på. Volstrup vandt 7-2 i Sebber Kloster. Sanne Løhde og Fie vandt deres singler, mens Linda sammen med Karna Corneliussen debuterede i foursome med en sejr.  Dermed blev det til en suveræn puljesejr med seks sejre af seks mulige. Nu venter der oprykningsspil lørdag den 3. September. Her skal Volstrup sammen med de øvrige puljevindere fra Jylland og Fyn kæmpe om en plads i næste sæsons 3. Division.

 

Der var også meget på spil for Volstrups bedste herrer, som skulle forsøge at sikre sig endnu en sæson i 3. Division. Det lykkedes ikke lørdag på hjemmebane, hvor Ørnehøj var på besøg og vandt 11-3.  Peter Nørregaard Olesen var ene om at vinde en match, mens Jakob Tinggaard delte sin single. Nederlaget var dog ikke så overraskende, da Ørnehøj er suveræn etter i puljen.

Søndag ventede så et nedrykningsdrama af de helt store, da Volstrup havde taget turen til Sebber Kloster. Et af de to hold ville rykke ud af 3. Division. Volstrup kunne tåle at tabe 5-9 for at bevare pladsen i 3. Division, men da det – igen – kun lykkedes Peter og Jakob at hente point med to single sejre, så blev det til et nederlag på 4-10. Det var  altså lige præcis et point for lidt for Volstrup, der dermed rykker ud af 3. Division med mindst mulig margin, og næste spiller i 4. Division.

 

De næstbedste herrer i kvalifikationsrækken sluttede sæsonen fornemt af med to sejre. Lørdag hjemme på Volstrup blev Norddjurs besejret med 8-6. Claus Ellegaard Petersen og Michael Wølke Damvig vandt deres singler, mens Jonas Petersen og Mads Andersen Pii snuppede en sejr i foursome. Søndag blev sejren endnu større – 10-4 i Randers Fjord. Igen var der sejr i foursome, mens Mogens Flügel, Jens Christian Knudsen og Michael Wølke vandt deres singler. Med de to sejre ender Volstrup som treer i puljen.