Stjernegolf
09-06-2016

I bragende solskin og skyhøje temperaturer havde unge junior golfspillere fra hele Danmark sat hinanden stævne til Stjernegolf Kids Aid turneringen, som fandt sted i dagene 3. og 4 juni 2016. Og igen i år havde de unge fra Volstrup Golf vundet retten til at deltage i turneringen.

 

Stjernegolf Kids Aid er et velgørenheds arrangement, hvor de indsamlede penge går til at forsøde tilværelsen for meget syge børn. Via sponsorater og donationer blev der i weekendens arrangement samlet næsten 1 mio. kr. ind til formålet.

 

Ud over indsamlingen er Stjernegolf Kids Aid også et arrangement, hvor juniorspillerne fredag spiller 9 hullers golf sammen og mod hinanden, hvor boldene bliver arrangeret med spillere fra forskellige klubber. Lørdag skal de unge spillere være caddie for voksne spillere - og ikke bare hvilken som helst voksen. Det er kendte personer, som tidligere har spillet på diverse landshold, skuespillere, studieværter og TV-folk, erhvervsfolk og … bare kendte personer. I flæng kan nævnes Thomas Sørensen, John Sivebæk, Frank Pingel, Henrik Larsen, Martin og Michael Johansen (alle kendte fra fodbold), Thomas Stuer-Lauridsen, Poul Erik Højer (badminton). Lars Christiansen, Kasper Nielsen, Henrik Hansen (håndbold), Uffe Holm, Carsten Bang (stand up), Claus Elming, Anders Sigdal, Steen Langeberg, Kim Bildsøe Lassen (TV-folk), naturligvis også Tom Kristensen (nærmere præsentation nok overflødig) – og listen kunne fortsættes.

 

Som repræsentanter for Dansk Golf Union, distrikt Nordjylland, havde Volstrup Golfklubs juniorer tilspillet sig retten til at deltage, som det i øvrigt har været tilfældet fem gange tidligere. Retten til at deltage vindes ved, at klubben/holdet vinder foregående sæson’s turnering, dvs. at Volstrup’s spillere vandt turneringen i 2015 og vandt retten til at deltage i 2016 versionen af Stjernegolf Kids Aid. Volstrup var repræsenteret af 6 spillere (nævnes ud fra billedet fra venstre) Niels Knudsen, Rasmus Støvring, Jonas Marchall, Severin Ugilt Hansen, Mathias Kvist Knudsen og Eline Ugilt Hansen. Og i samme rækkefølge nævnes fra venstre, hvem det var caddie for: Michael Johansen (fodbold), Nicolas "Mini" Monberg (ishockey), Peter Körner (erhvervsmand), Jes Høgh (fodbold), Erik Holst-Jørgensen (erhvervsmand) og Kasper Nielsen (håndbold).

 

Efter dagens golfrunde gik de unge spillere på jagt efter autografer og selfie billeder med de kendte deltagere, som alle stillede velvilligt op til lige så længe, der var ønske om autografer og /eller selfies. Og selv om huden var noget mere rød end hvid, da dagen var omme, så var det igen et supergodt arrangement. Og for Volstrup’s juniorer er træningen allerede intensiveret – for de vil gøre alt for at vinde retten til deltagelse igen næste år.