Tefal Åbningsturnering
11-04-2016

Golfsæsonen slået i gang på Volstrup

 

Golfsæsonen blev officielt indledt i Volstrup Golf klub søndag. Præcis 100 medlemmer var med, da Tefal Åbningsturnering blev skudt i gang klokken 09.00. Inden da havde de fleste nydt et til lejligheden gratis morgenmåltid og sunget sæsonen i gang ved flagstængerne med et par vers af ”I Østen stiger solen op”. Da vejret samtidig viste sig fra sin bedste side, så blev det ikke kun en rigtig hyggelig runde, men også en dag, der bød på masser af flot golf. Noget af det flotteste stod Mikkel Wraae Hansen for, da han med en netto runde i 67 slag blev vinder af A-rækken – et slag foran Michael Wølke Damvig på andenpladsen og med Mogens Flügel som treer.

B rækken blev vundet af Bjarne Poul Jørgensen med 39 point – og dermed nyt handicap til ham. Kaj Søndergård og Lars Dalsgaard Kristensen blev toer og treer.

I C-rækken var der også nyt handicap til 11 årige Niels Knudsen, der med 38 point vandt foran Flemming Lind og Per Sørensen.

Dagens største spring i handicap stod Nichlas Dyrlund Nielsen for, da han vandt D-rækken med hele 42 point. Her blev Gudrun Bugge og Helle Støvring henholdsvis toer og treer.

Der var præmier til alle ovennævnte fra dagens sponsor Tefal. Derudover var der også konkurrencer om tættest på flaget på hul 2 og 17. Her var Leif Nielsen og Niels Leth de mest præcise skytter.

Dagen blev rundet af med stor otte retters frokost buffet i restauranten, og derefter var der faktisk flere af deltagerne, der ikke havde fået nok golf og tog en runde mere.

 

Du kan se resultaterne her