Regelskolen pr. e-mail

INSTRUKS TIL BEGYNDERNE I KLUBBEN

Introduktion

Regelskolen er et online indlæringsforløb om golfreglerne. Du lærer reglerne ved at se en række videoer, løse nogle videoopgaver og svare på en række spørgsmål.

 
Sådan kommer du i gang
Du oplyser dit navn og din e-mail adresse til klubben. Klubben tilmelder dig så Regelskolen, hvorefter du straks modtager en e-mail, hvori du skal bekræfte din tilmeldelse til Regelskolen. HUSK at bekræfte tilmeldingen! Dagen efter din bekræftelse modtager du første mail, og derefter modtager du dagligt én mail i ca. en måned.
 
Hvordan forløber det?

I hver mail er der en lektion, hvor du skal:

 

  1. Se en instruktionsvideo på typisk 2-5 minutter.
  2. Se en videoopgave inkl. et svar – varer typisk under 2 minutter.
  3. Løse en tekstopgave.

For at komme i gang skal du trykke på linket i de enkelte mails.

 

Undervejs er der nogle tests og til sidst er der en regelprøve.

 

Regelprøven

I den sidste mail du modtager, skal du gennemføre den afsluttende regelprøve for at bevise, at du har et tilfredsstillende kendskab til reglerne. Regelprøven er todelt:

 

  1. Først en prøveeksamen med 18 spørgsmål, hvor du efterfølgende kan se dit resultat og svarene osv.
  2. En eksamen, hvor du skal logge på med koden ”oswaldeksamen” (med små bogstaver).

Du skal svare rigtigt på mindst 12 af de 18 spørgsmål for at bestå!

 

Hvor lang tid til Regelprøven?

Bemærk, at du har præcis én time til regelprøven. Hvis tidsfristen overskrides, vil du få fejl i de tilbageværende spørgsmål, du ikke har nået et svare på, da tiden udløb.
 

Har jeg bestået?

Når regelprøven er færdig bliver resultatet sendt til Oswald Academy, der så typisk inden for et par dage vil sende et diplom samt en gennemgang af dine svar til din klub. Du kan således ikke se dine svar og dit resultat med det samme, men må henvende dig til klubben og høre om diplomet mv. er kommet.
 
Hvad hvis jeg dumper?

Du skal nok klare regelprøven! Men hvis du skulle dumpe, så anbefales det, at du kigger videoerne igennem igen og så prøver at bestå regelprøven med det samme igen. Du kan bruge den samme kode (”oswaldeksamen”) til at logge på regelprøven flere gange.

 
Det går for langsomt
Hvis du gerne vil tage mere end én lektion om dagen, kan du sagtens gøre dette. Hver mail indeholder et link til Oswald Academys hjemmeside på det relevante klassetrin, og nederst på hver side på denne hjemmeside er der en stor pil, og når du trykker på den, kommer du videre til næste klassetrin. Dermed kan du gennemføre Regelskolen langt hurtigere end på en måned.
 
Jeg modtager ingen mails

Hvis du ikke modtager nogen mails fra Regelskolen, så skyldes dette typisk:

 

  1. Klubben har endnu ikke tilmeldt dig Regelskolen. LØSNING: Kontakt din klub og få dem til at tilmelde dig.
  2. Du har oplyst en forkert e-mail adresse til klubben, eller klubben har tastet forkert. LØSNING: Kontakt din klub med den korrekte e-mail adresse og få dem til at tilmelde dig igen.
  3. Mails’ene er havnet i din SPAM-mappe / uønskede post. LØSNING: Tilføj Brian Oswald som kontaktperson med e-mail adressen info@oswaldacademy.dk i det program, som du modtager e-mails med (fx Microsoft Outlook).
 
Flere med samme e-mail
Hvis I er flere, der har samme e-mail adresse (fx et ægtepar) så kan I godt gennemføre regelprøven begge to. Jeres klub kan så blot nøjes med at tilmelde jeres e-mail adresse til Regelskolen én gang, og når I så kommer til regelprøven, indtaster I blot hver jeres navn (men den samme e-mail adresse) og så får I begge et diplom, selvom I har samme e-mail adresse.
 
Der kommer en masse andre videoer frem
VIGTIGT: Når du har set en video fra Regelskolen, så kommer der et billede frem med en masse små billeder, hvor den foreslår, at man ser nogle andre videoer. Dette skal du ikke gøre; du skal derimod blot trykke på ”pil ned” på hjemmesiden og gå videre til næste punkt af de tre trin (se de tre trin oven for under ”Hvordan forløber det”).
 
Hvad koster det?
Du skal ikke betale noget til Oswald Academy for at bruge Regelskolen, så i den forstand er det helt gratis.